• Der var stadig en skov af hænder, da mødet blev afbrudt. Forvirringen er total blandt influencere

    Source: BDK Finans / 25 Nov 2024 15:09:19   America/Chicago

    I et stort lokale på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet sidder hundredvis af influencere, heriblandt nogle af de mest kendte. De sidder her, fordi juridiske eksperter fra Forbrugerombudsmanden i detaljer har gennemgået markedsføringsloven og dens bestemmelser. Regler, mange af influencerne ikke kender eller forstår. For det kan være svært at adskille tingene i en verden, hvor privatliv og kommercielle interesser konstant flyder sammen. Og hvor man indtil for nylig slap nemt uden om reglerne. Nu er de kommet for at få svar. Forhistorien er den, at Forbrugerrådet Tænk for et år siden anmeldte en lang række influencere til Forbrugerombudsmanden for brud på markedsføringsloven. En håndfuld af dem endte med politianmeldelser, mens det for flere førte til indskærpelser. Det skulle skabe klarhed, men har resulteret i total forvirring blandt landets influencere. Pludselig skal de forholde sig til noget, der bliver oplevet som en langt mere vidtgående fortolkning af loven, end de i årevis har forstået den. I forbindelse med afgørelserne slog Forbrugerombudsmanden således fast, at influencere er erhvervsdrivende, og at alt deres indhold skal overholde markedsføringsloven. Det er i det lys, mandagens »forelæsning« skal ses. Men samtidig mener influencerne, at myndighederne slet ikke forstår branchen og begrænser deres ytringsfrihed. For selvom de lever af at have mange følgere på de sociale medier og laver betalt indhold for virksomheder, er de jo også privatpersoner, der bare deler ting fra deres liv. Eller hvad? Virtuelle Lisa og Morten Kok Forbrugerombudsmanden, der er statens håndhæver af markedsføringsloven, har det seneste år brugt rigtig meget tid på den hastigt voksende industri på de sociale medier, hvor flere og flere lever af at være influencer. De tjener penge på vidt forskellige måder, men har alle det tilfælles, at de er forvirrede over loven. Mandagens »informationsmøde« er således langtfra det første i år eller det sidste i denne uge. Efterspørgslen er stor, også blandt de mest kendte influencere, hvoraf flere er til stede på Københavns Universitet. De fleste fremmødte er unge. Mange virker, som om de kender hinanden. Tilsammen har de flere millioner følgere og deler daglig gavmildt ud fra deres liv, men ikke alle bryder sig om opmærksomhed fra pressen. Nogle beder Berlingskes fotograf om ikke at tage billeder, selvom informationsmødet er åbent for offentligheden. Til gengæld bliver influencerne også opfordret af Forbrugerombudsmanden til ikke at optage eller dele noget fra mødet, så alle kan tale frit. Måske er det årsagen til den larmende stilhed, mens en repræsentant fra Forbrugerombudsmanden introducerer den virtuelle figur Lisa på storskærmen. Lisa kan godt lide at spille computerspil og får hurtigt mange følgere på YouTube, hvor hun begynder at lave kommercielle samarbejder. Senere driver hun en profil på Instagram gennem sit cvr-nummer og laver mange fejl i forhold til markedsføringsloven, som virkelighedens influencere kan lære af. Med udgangspunkt i Lisa gennemgår Forbrugerombudsmandens repræsentanter utallige eksempler på, hvad man må, og hvad man ikke må. Hvornår et opslag skal markeres som reklame, og hvornår det ikke skal. I den forbindelse introduceres også en anden virtuel karakter, Lisas ven Morten Kok, der ikke driver sin profil på Instagram som erhvervsdrivende. Det er en grundig gennemgang af næsten samtlige punkter i en lov, som alle danske virksomheder skal overholde. Alligevel er det, som om forvirringen i lokalet vokser og vokser. Lisas hat og tatovering om mormor Det er egentlig meningen, at der først skal stilles spørgsmål efter præsentationen. Men hænderne ryger også op undervejs. Andre afbryder bare. Især et eksempel med en hat, som virtuelle Lisa har fået af en virksomhed, giver anledning til spørgsmål. »Hvad hvis Lisa bare har hatten på i et opslag, som ikke er aftalt med virksomheden?« »Hvad hvis nogen i kommentarerne spørger, hvor hatten er fra?« Spørgsmålene bliver grundigt og konkret besvaret, men hver gang et nyt eksempel dukker op på skærmen, vokser skoven af hænder. Da repræsentanterne fra Forbrugerombudsmanden når til bestemmelserne om indhold rettet mod børn og unge, er der især behov for opklaring. Mange er i tvivl, om de overhovedet må have tatoveringer. Det må de selvfølgelig gerne, men hvis deres primære målgruppe er børn og unge under 18 år, må de ikke lave indhold om de tatoveringer, forklares det. »Hvis jeg har fået en tatovering, der minder mig om min afdøde mormor, må jeg så ikke vise den og fortælle om det?« spørger en. Nej, lyder det korte svar. Andre spørger ind til, hvad det konkret betyder, at de aldrig må vise eller omtale alkohol. Et spørgsmål fra Morten Münster om, hvorvidt han virkelig skal gå tilbage i sine tusindvis af videoer og redigere alkohol ud, afføder spredt latter i salen. Det fortsætter, indtil nogen må bryde ind, fordi klokken for længst har slået 15.00, hvor mødet skulle være færdigt. »Det må de affinde sig med« Berlingske fanger Forbrugerombudsmand Torben Jensen, der ikke lægger skjul på, at forvirring om markedsføringsloven er særligt udbredt blandt influencere. »Vi oplever, at mange er overraskede over, hvor grænsen går, og de kan slet ikke finde ud af, hvad de må,« siger han. Derfor håber Torben Jensen, at møder som det på Københavns Universitet mandag eftermiddag kan hjælpe til at opklare tvivl. »På de fleste punkter er det ikke så svært, mener jeg i hvert fald,« siger han: »Hvis man er erhvervsdrivende, skal man overholde markedsføringsloven, uanset hvilken slags virksomhed man er.« Forbrugerombudsmanden anerkender dog, at der er gråzoner, når det kommer til markering af reklame og indhold målrettet børn og unge. »Den tvivl skal vi helst have minimeret, og det gør vi ved at forsøge at hjælpe med at definere grænserne.« Hvorfor tror du, at der efter gennemgangen stadig er så mange spørgsmål? »Der fandtes ikke influencere for 20 år siden, så det er jo noget relativt nyt, der foregår på de sociale medier, som oprindeligt var tiltænkt til privat brug men nu har fået et kommercielt sigte. Og det rejser nogle spørgsmål om, hvad der lovgivningsmæssigt er op og ned,« siger Torben Jensen. Han ærgrer sig over, at afgørelserne i en række konkrete sager har skabt mere forvirring end klarhed. Men det har ingen gang på jord, at Forbrugerombudsmanden indskrænker ytringsfriheden, mener han. »Ingen har lovgivet mod influencerne, de skal overholde samme lovgivning som alle andre virksomheder. Det må de affinde sig med. Sådan er det at drive virksomhed i Danmark,« siger Torben Jensen. Influencerne er forvirrede, men klapper, da præsentationen må afsluttes, selvom der stadig mangler at blive gennemgået en del materiale. Bagefter stiller Forbrugerombudsmandens repræsentanter sig op for at svare på de spørgsmål, som der ikke blev tid til. Køen er lang. https://www.berlingske.dk/business/der-var-stadig-en-skov-af-haender-da-moedet-blev-afbrudt-forvirringen-er
Share on,